Undgå rygskader ved havearbejdet


Foråret kommer med blomster og spirer – men desværre også med rygskader for mange haveentusiaster. Havearbejde kan dog være rigtig god træning, når du griber det fornuftigt an, men vores fysioterapeuter ser desværre mange rygskader forårsaget af havearbejde. Vi har samlet nogle tips til dig her, så du kan nyde havearbejdet uden at bekymre dig om rygproblemer.

Selvom havearbejde kan være god træning for ryggen, skal man huske, at arbejdet for mange betyder nye og uvante bevægelser, som kan være hårde for ryggen. Her er vores tips til, hvordan du kan nyde havearbejdet uden at få rygproblemer efterfølgende:

  • Start blødt ud! Hvis du ikke har rørt dig så meget over vinteren, kan det pludselige hårde fysiske arbejde overbelaste ryggen

  • Husk at løfte med benene, når du flytter de tunge krukker og poser med muld. Du har sikkert hørt det før, men husker du også at gøre det? Tunge løft med foroverbøjet ryg giver ikke ryggen mulighed for at arbejde optimalt og kan forårsage skader og forstrækninger, f.eks. ved et pludseligt vrid

  • Tag en pause i ny og næ, når du graver. De ensformige bevægelser kan hurtigt sætte sig som smerter i ryggen

  • Tænk over, hvordan du sidder eller står. Tænk på at holde ryggen rank (uden at overdrive), mens du arbejder, så du ikke falder sammen i ryggen og kommer til at bevæge den uhensigtsmæssigt

 

Skulle du være uheldig at få en rygskade eller smerter i ryggen, står vores dygtige fysioterapeuter klar til at hjælpe. Læs mere her: http://cfrhospitaler.dk/vi-tilbyder/fysioterapi/